17.11.2010

24 dage siden sidst.. Virkelig?! Der er sket så meget, at jeg ikke engang ved hvorfra jeg skal starte, så lad mig gøre det i kronologisk rækkefølge:
For fire uger siden kom ejeren af min lejlighed hjem fra en fem måneders udenlandsrejse. En uge senere besluttede min bedste kammerat, Ryan (som bor i samme lejlighed), og jeg at tage på en weekendtur til Melbourne for at se The Great Ocean Road samt The Grampians, og bestilte flybilletter og autocamper to uger frem i tiden. Mandag før afrejsen til Melbourne, forklarede Joe, ejeren af lejligheden, mig at han og hans kæreste, ville flytte ind på mit værelse, og gav mig derfor to uger til at finde et nyt sted at bo. Meget dårlig timing, da jeg ikke ville være hjemme til at lede efter noget det næste stykke tid.

Torsdag den 11. nov.: Ryan og jeg mødes i lejligheden efter arbejde, og spiser sammen før afrejsen. Vi har begge fået weekenden plus fredag afsat, og vores rygsække er pakket - luften summer af spænding og forvæntning. Vi ankommer til en af Melbournes to lufthavne 23.30, og tager en bus til byen. Klokken 01.00 checker vi ind på et hostel i byen, og går i seng.
   Fredag den 12. nov.: Vejret er godt, få skyer, varmt og ellers solskin. Vi forlader Melbourne tidligt om morgenen i shorts og T-shirt, henter autocamperen lidt udenfor byen, og kører afsted ved ti tiden. Det tager tre timer at nå The Great Ocean Road syd for Melbourne. Den første dag går mest med køren ud ad den lange flotte kyststrækning. Vi møder mange andre backpackere i autocamperer, og ser flotte klippeformationer, strande og et enkelt vandfald. Vi skiftes til at køre, og hænger hele dagen med en arm ud af vinduet, mens vi nyder havets brusen og den varme brise. Om aftenen begynder det at regne, og vi beslutter at vente med de tolv apostle til dagen efter - i håb om bedre vejr. Vi overnatter derfor på en nærliggende rasteplads.
   Lørdag den 13 nov.: Klokken er 8.00, vejret er gråt og det regner, men vi holder humøret højt! Vi ser de tolv apostle, som engang var tolv klippestykker der stod egenligt i vandet, i dag er der blot otte tilbage. Efterfølgende holder vi ind ved Loch Arch George; en smuk strand skjult mellem to store klipperskranter. Nu går turen til The Grampians. Vi holder kun nogle få stop ved tilfældige udkigsposter på vejen - heriblandt London Bridge, og når frem ved tre tiden om eftermiddagen. Vi gør hold i byen Dunkeld for at tanke og finde et kort over området. The Grampians er lille bjergkæde omgivet af et totalt fladt landskab, der strækker sig så langt øjet kan se. Vi når frem til det første vandfald og holder ind. Flot sted, men da vi vil videre, vil bilen ikke mere. Vi er strandet uden telefonsignal, og med 8 kilometer til nærmeste by, som for øvrigt ligger noget højere oppe ad bjerget - en kedelig situation. Heldigvis er australiere venlige mennesker, og et par kører Ryan ind til byen, hvorfra han skaffer en mekaniker. Alt i alt kostede det os 4 timer. Mørket er faldet på, og vi søger op på bjergets tinde ved udkigsposten The Balconies, hvor vi overnatter.
   Søndag den 14 nov.: Ryan slår mig på armen, regnen er stoppet, der er helt stille og vi går ud af camperen. Vi havde håbet på at vågne op til en spektakulær udsigt, men bliver en smule skuffet, da en tyk sky har valgt at ligge sig omkring udkigsposten. Vi spiser, og beslutter os for at køre ned ad bjergets anden side, og vente på at tågen driver bort. Vi ser Mckenzi Falls (et stort vandfald), kænguruer på nært hold og et par gode udsigtsposter. Det er tæt på middag, og vi har kun godt tre kvarter tilbage, før vi bliver nødt til at køre hjem med bilen. Derfor skynder vi os tilbage til The Balconies, hvor det stadig er tåget - men dog bedre. Desværre kan vi ikke se andet en selve balkonen på grund af tågen. Vi springer alligevel hurtigt over hegnet, løber ned til klippeafsatsen, og tager et par billeder, før vi vender om. På vejen hjem ringer Ryan til vores udlejningssted, og forklarer om vores uheld. De giver os lov til at bringe camperen tilbage når som helst i løbet af natten - perfekt! Vi kører rundt i Melbourne, og ser på deres mange modebygninger, inden vi søger tilbage mod vores hostel for at spørge om en kort over byen - en fordel der skulle hjælpe os med at finde tilbage til vores udlejere. Uheldigvis kan de ikke gøre andet end at printe et sølle google kort. Vi vender rundt og er på vej ud, da Ryan stopper op og kalder på en person han mener at genkende. Utroligt nok har han ret. Hun hedder Claudia og er en gammel ven fra folkeskolen i Canada. De var engang bedste venner, men har kun sjældent snakket siden. Hun er lige ankommet med fly, og er ved at checke in. Hvad er chancen for at mødes, når de end ikke anede at de begge var i Melbourne. Ryan og jeg går tilbage til camperen for at spise, men aftaler at mødes med hans veninde bagefter. Aftensmaden består af dåsesuppe, som vi laver bag i camperen midt i Melbourne centrum. Folk kigger, og som australiere altid gør, så snakker de til os, som var vi bare en par bekendte. Nogle savner deres tid som backpackere, andre spørger om vi giver en potion og sådan nyder vi vores sidste måltid på turen. Vi mødes igen med Claudia og får en øl sammen, inden vi bryder op, med et løfte om at mødes igen. Vores fly afgår klokken 6.00 næste morgen, og Ryan skal møde på arbejde i Sydney klokken 8.30. Jeg bliver derfor sat på tjansen at finde tilbage til vores udlejer, mens Ryan starter sin søvn bag i bilen. Klokken er allerede et om natten, og det skulle vise sig at google kortet var tæt på ubrugeligt. Jeg befandt mig i en komplet ukendt storby på fire millioner indbyggere, og med cirka en halv times direkte kørsel fra stedet, skulle det tage mig to timer, at finde tilbage.  Det var en spændene oplevelse, og det viste sig at Ryan slet ikke havde sovet, men blot grinet bag i bilen, mens jeg frustreret spurgte om vej på enhver tankstation vi passerede. Til slut endte vi med halvanden times søvn, så I kan nok regne ud, at Ryan var træt på arbejdet dagen efter. Og ja, jeg tænkte da også på ham, mens jeg lå på sofaen derhjemme og slappede af :D.

Tilbage I Sydney levede jeg på sidste uge i mit daværende hjem. Hvilket faktisk var i denne uge. Men i går fandt jeg et godt tilbud tæt på stranden, og slog til. Jeg er nu lige ankommet til mit værelse i forstaden Randwick, tæt på Coogee strand. Det sjove er at Ryan også flytter på lørdag, og kommer til at på blot 5 gader fra mig. Jeg har yderligere rigtig gode brasilianske kammerater fra arbejdet, som også bor få blokke herfra. Nå men nu er Klokken er kvart i elleve, og jeg skal snart prøve min nye seng, inden arbejdet i morgen igen kalder.
Jeg har lagt en masse nye billeder op til jer, og jeg vil snart få taget nogle af mit andet nye hjem her i Randwick. Min adresse er: 5/173 Avoca Street, Randwick Sydney 2031, NSW Australia

Take care!